De seneste nyheder - fra alle kategorier
Politikere i vesten er dobbeltmoralske, når det handler om at beskytte internetbrugernes rettigheder.
På den ene side hylder de nettet som et vigtigt redskab i kampen mod autoritære regimer og en vigtig del af et frit og demokratisk samfund. På den anden side er de godt i gang med at indføre love og direktiver i USA og EU, der faktisk begrænser brugernes frihedsrettigheder.
læs mere
Vi er alle i samme båd, og ingen af os ville formentlig være i den, hvis ikke det var for Leonard Cohen. Omkring 75 journalister fra hele Europa og fra medier som Word, GQ, Irish Times, El Mundo, The Guardian, BBC og, nå ja, Information sidder bænket til første lytning på den canadiske helligdoms seneste album, Old Ideas. Og for at forsøge at finde hoved og hale i den efterfølgende pressekonference.
Meget godt er der ikke at sige om den slags god gammeldags pølsestopning, hvor alle søges serviceret, og ingen ender med at være det. Men denne aften i biograf- salen under May Fair Hotel i London holder man alligevel vejret, da den 77-årige herre efter en kort introduktion sætter sig på forreste række og lytter sammen med os.
Når supermændene i Blam! kan hoppe gennem vægge uden afsæt, kan denne anmeldelse vel også gå lige på og hårdt: Blam! er noget af det mest vanvittige og forførende mandeteaterstunt i kvindes minde. Det er performance med high risk, det er nycirkus med revy, det er mime med dagligstueteater, det er dans med parkour — og så er det actionfilmscener omskabt til drengerøvsteater ...
Nycirkus har længe ligget på lur i trapezer på teatrene. Men det har været svært for teaterfolk at integrere nycirkusvirkemidlerne. Alligevel har Republique stædigt bevaret nycirkus som en af sine vigtige satsninger, og nu er tålmodigheden blevet belønnet.
Caroline Wozniacki har altid knoklet hårdt. Så længe nogen kan huske, har hun været vedholdende, disciplineret og målrettet. Vedholdende, når hun som syvårig slog bolden op ad en mur i Køge Tennisklub og blev ved med det i timevis, mens hendes forældre spillede med vennerne inde på banen. Disciplineret, når hun ruskede sin far op af sengen søndag morgen, fordi de havde aftalt at løbe, og ikke tog et nej for gode varer, når han kiggede ud ad vinduet på silende regn og foreslog, at de sov lidt længere. Målrettet, når hun som tiårig trænede grundslag ved at skyde efter små hockeymål i den anden ende af banen og syntes, det var så fantastisk sjovt, at hendes trætte far til sidst måtte overlade boldfodringen til sin kone.
Restaurant Viva er ubetinget havnens smukkeste restaurant, beliggende ikke ved, men på vandet i en gammel flodpram, der er renoveret og smukt indrettet. Udefra stadig en flodpram, men indeni et interiør som til en James Bond-film med tre etager forbundet af en vindeltrappe og alting mere rummeligt og æstetisk, end man lige havde gættet udefra. Stolene er betrukket i forskellige farver og giver sammen med det mørke trædæk en varme til rummet, mens bordene er simple, hvide og nøgne a la dem, man spiste sin ostemad ved på fordums storebæltsfærger. En lille bar er flot oplyst af flotte perlemorlysekroner, der gynger let på en vindstille aften.
»Min kone opsummerer mit 40-årige akademiske virke sådan: Israel før 1967 ’god’, Israel efter 1967 ’dårlig’.«
Avi Shlaim, den 66-årige Oxford-professor i internationale relationer og forfatter til blandt andre den anerkendte bog om Israels udenrigspolitiske strategi The Iron Wall, er godmodigheden selv, da han træder op på talerstolen i London School of Economics’ dunkle Old Theatre. Han smiler og joker; takker for invitationen og fortæller, hvordan han mødte sin kone i Robinson-rummet i 1969, da han selv var studerende på institutionens masteruddannelse i internationale relationer.
Eller til kamp for velsignelsen. Det var feltpræsterne, deres velsignelser, slåen sig for brystet samt deltagelse i kamphandlinger vi kom fra. Sidste uge bød på en tumultarisk diskussion, der indledtes med forargelse over, at visse feltpræster efterfølger velsignelsen af soldater før kamp med det gamle korsriddertegn, hvor præsten slår sig på brystet og derpå laver v-tegn. Politikens chefredaktør, der er pacifist på den gammel-radikale krigerske måde, fnøs over, at soldaterne, overhovedet bliver velsignet. Krig og velsignelse hænger for en pacifist ikke sammen. Folk, der går i krig, har selv valgt at gå ad helvede til. Et synspunkt, der er lige så ekstremt, som forestillingen om, at de danske soldater er på korstog mod islam i Afghanistan. Det er der faktisk nogen, der mener. Der er endda præster, der hælder til den anskuelse. Det er klart, at hvis det er korstogs-forestillingen, der ligger bag den knyttede hånd på brystet og v-tegnet, så er det langt ude. Lige så langt ud, bare i den anden retning, som når Politikens chef mener, at de danske soldater slet ikke skal velsignes.
Enhedslisten fandt sig et ledigt synspunkt og mente, at man skulle droppe feltpræster og nøjes med at sende psykologer ud sammen med soldaterne. Men hæren er allerede fyldt med militærpsykologer, der arbejder sammen med feltpræsterne, idet man udfører forskellige opgaver. Psykologerne debriefer. De lever af at have et udefra-og-ind-blik på, hvad der er sket. Jeg har forstået, at det fungerer sådan, at når der sker noget drastisk bliver militærpsykologerne fløjet ind, og de bliver briefet af feltpræsterne, der dagligt færdes med soldaterne i lejeren. På den måde har soldaterne både feltpræsten, der kender til dagligdagen og bliver en del af den udsendte gruppe, og militærpsykologer, der netop står udenfor dagligdagen og derfor kan stille andre spørgsmål. Det vil derfor ikke være i soldaternes interesse, hvis Enhedslisten kommer igennem med sit forslag.
At de imidlertid har ret i, at hvor der er krig, er der også brug for psykologer, afsløredes lidt senere på ugen, da korsridder-hilsenen fik følgeskab af en feltpræsts fortælling om, at han har deltaget i kamphandlinger. Nogenlunde samtidig kom det frem, at korsridder-håndslaget, som nævnt, for nogle symboliserer korstogs-mission. Klarere kan det vist ikke illustreres, at det ikke er forbeholdt soldaterne at få post-traumatisk stress, præster kan også få stress.
Jeg mener, at det er tegn på alt for stor psykisk belastning, når man har behov for at mytologisere en krig. Altså drage billeder ind fra en fjern historisk tid, eller ligefrem fra eventyrenes verden for at skærme sig mod den virkelighed, man befinder sig i. At være udsendt i Afghanistan må og kan aldrig reduceres til at være de gode mod de onde. Det er feltpræstens fornemste opgave at fastholde den virkelighed, soldaterne færdes i, ved netop at insistere på, at det vigtigste forbillede, vi kristne har, er den korsfæstede Frelser. Vi ejer ikke Frelserens mod til at lade os korsfæste. Vi slår igen for at overleve. Men når vi slår igen, er det altid i ydmyg bevidsthed om, at vi muligvis tager fejl.
Når feltpræsten derfor velsigner soldaterne før en patrulje, er det for at minde dem om, at de ikke skal frygte døden, for Gud har, da de blev døbt, lovet, at han vil være med hver enkelt af dem, hvad enten de lever eller dør. Velsignelsen lyder sådan: ”Herren velsigne dig og bevare dig, Herren lade sit ansigt lyse over dig og være dig nådig, Herren løfte sit åsyn på dig og give dig fred”.
Den velsignelse bliver lyst ved alle kirkelige handlinger over enhver, der er til stede. Den bliver sagt ud i rummet helt ubetinget og uden forbehold for, hvad hver enkelt har i sinde at foretage sig uden for kirken. For velsignelses-ordene og præstens løftede arme er blot et ritual, der mens det udføres synliggør den del af virkeligheden, som ikke kan ses med øjet: At vi lever i lyset af Guds velsignelse. Præster uddeler således ikke velsignelser, vi sætter bare ord på den lykke det er, at uanset om du er på vej til fest eller på vej i krig går du med Gud og i hans lys.
Når vi andre her i det rolige Danmarkt til enhver tid kan finde en kirke, hvor vi kan finde fred i at få lyst velsignelsen, hvorfor må vores danske soldater i Afghanistan ikke også have lov til at høre, at Gud ikke slipper dem, hvis de har brug for det?
