De seneste nyheder - fra alle kategorier
CANNES – »Børn lyver ikke,« siges der flere gange i Thomas Vinterbergs nye film, Jagten.
Men det gør børn indimellem, ikke mindst når de gerne vil tækkes deres forældre og nærmest bliver lagt ord i munden, og det ødelægger en mands liv i det både morsomme, meget dramatiske og stort set lydefri drama, som fik velfortjent bifald efter pressevisningen på filmfestivalen i Cannes lørdag aften.
CANNES – »Børn lyver ikke,« siges der flere gange i Thomas Vinterbergs nye film, Jagten.
Men det gør børn indimellem, ikke mindst når de gerne vil tækkes deres forældre og nærmest bliver lagt ord i munden, og det ødelægger en mands liv i det både morsomme, meget dramatiske og stort set lydefri drama, som fik velfortjent bifald efter pressevisningen på filmfestivalen i Cannes lørdag aften.
Det er altid rart at komme fra en avis, som forstår at sætte dagsordenen – ikke mindst på filmfronten.
Nu skal jeg lige skynde mig at sige, at det ikke er mig, der lige for tiden – om nogensinde – sætter dagsordenen, men min gode kollega Rasmus Bo Sørensen, som i går i avisen kunne fortælle om e filmprojekt, der blandt andet fik afslag på en ansøgning om filmstøtte, fordi hovedpersonerne var brune.
Den artikel vakte forståelig genlyd i Danmark – hold da op, hvor blev det til mange artikler på avisernes hjemmeside i løbet af dagen – men bølgerne nåede også her til Cannes, hvor den store del af den danske filmbranche er samlet.
Hudfarve-gate, kalder vi allerede affæren.
Hvad er ligheden mellem Villy Søvndal og Grækenlands nye magthaver Alexis Tsipras? Begge kalder sig socialister, begge er fuldstændig ligeglade med folket, bare de får magten.
Først SF. Nu går man også ind for lempelser i top-skatten. Vi har vænnet os til, at der ingen beskæmmelse, ingen rødmen – og da slet ingen indrømmelse følger. Det sidste er det værste. SF vender på en femøre, det er regeringsmagten det gælder, for det gør de andre partier såmæmd også. Det er kun lige ved at næsten, at nogen orker at kommentere det.
Aldrig har det været tydeligere, at der ikke er forskel på rød og blå blok. De kan kalde sig røde, blå, gule eller hvide. Det er fuldstændig ligegyldigt, for partiprogrammet er de-forhåndenværende-søms-politik. Det, der kan lade sig gøre, bliver gennemført. Det, der skal til, for at befolkningen ikke bliver alt for vred, gør man, og så lader man resten ligge. Forhåbentlig bliver det en anden regering, der må træffe de ubehagelige beslutninger, der gør vælgerne sure.
I Grækenland har den truende fallit gjort tendensen tydelige for alle. Skidt med politikken, det er magten det gælder. Grækenlands svar på Villy Søvndal står til at vinde det næste valg stort. Alexis Tsipras har med sine stærke anti-EU holdninger talt direkte til grækernes tegnebøger. De vil ikke betale, og Tsipras vinder på at mistænkeliggøre EU og lade som om, at Grækenland indgår i en en-til-en forhandling, hvor det gælder om at være taktisk. Grækerne elsker det. Men det har intet for sig. Realiteterne er, at landet er i havsnød, man vil bare så gerne tro noget andet. Et nationalt Titanic.
Vi kender det godt. Bare i mindre målestok. Men det er nøjagtig sådan den seneste valgkamp herhjemme blev ført. Store dele af rød blok talte til vælgernes tegnebøger, drømme og forventninger, hvorefter man bid for bid har måtte trække det hele i sig og overtage blå bloks økonomiske politik.
Man skammer sig ikke en gang. Man er langt fra at rødme. For alle ved, at politik ikke længere handler om at sige, hvad der kan gennemføres, men om at sælge drømme. Når man så først har magten, må man gøre det, der skal gøres, men helst så lidt som muligt.
Vi har ikke en folkeforfører i vores politikerkreds, der på motorcykel gennem København ligner en mand af folket. Alexis Tsipras kan vise sig at indeholde hvad som helst. Ingen ved i virkeligheden, hvad han og hans parti står for, og hvad de vil gøre med al den magt, vælgerne drømmende giver dem lige om lidt.
Sådan en type og sådan et parti har vi endnu ikke. Men det er kun et spørgsmål om tid.
