DANCE - Odense

DANCE er en frivillig bookinggruppe i Odense med fokus på rå talent og upcoming musik fra den danske musikscene. Vi vil vise Odense, hvad der rører sig – og give unge mulighed for at præge Kulturmaskinens plakater. For unge, af unge.

Vi laver koncerter med både radiovenlige kunstnere og navne fra den pulserende undergrund og den alternative scene. Kort sagt: alle dem, der står på tærsklen til deres gennembrud – og så vidt muligt krydrer vi programmet med stærke lokale acts.

Navne som PATINA, Zar Paulo, Jada, Drew Sycamore, Tobias Rahim, Jonah Blacksmith, Dúné, Lucy Love, Blaue Blume, Scarlet Pleasure, Kesi, S!VAS, Benal, Alex Vargas, Andreas Odbjerg, Phlake, Ida Lauberg, Barcelona og URO har spillet på Kulturmaskinen i Odense, længe før de blev landskendte – og til billetpriser, der koster en del mindre end hvad du skal give for dem i dag.

DANCE startede i sin tid i Odense som “Team Karate”, skabt af Christian Skjøldstrup (manden bag bl.a. Gulddrengs succes). Da initiativet blev overtaget af Kulturmaskinen i 2009, skiftede vi navn til DanceLikaMonkey, og i 2023 blev navnet til det, vi kender i dag: DANCE. Navnet afspejler den frie ånd og levende atmosfære, der kendetegner vores arrangementer – og inviterer publikum til at give slip og have det sjovt.

Siden begyndelsen har vi arbejdet for at vise Odenses pulserende og mangfoldige kulturscene frem og samtidig fremhæve lokale musikeres arbejde. DANCE har skabt en platform, hvor nye artister fra hele landet kan præsentere deres musik i et kreativt og inkluderende miljø. Vi er kendt for at forbinde publikum med unikke og spændende koncertoplevelser, som man ikke finder andre steder i byen.

Hvis du har lyst til at være en del af DANCE i Odense, er du meget velkommen til at kontakte os på danceodense@gmail.com ❤️ Vi har både et bookingteam, et PR‑team og et afviklerteam, så der er mulighed for at engagere sig både før, under og efter koncerterne – alt efter hvad du har lyst til.

Du kan følge med på både Facebook og Instagram, hvor vi lægger koncerter og andet godt op!