Repremiere på MusicalDanmarks suveræne hyldest til den danske musikbranche i 70'erne.
Der bliver rabalder i strædet, når hyldestkoncerten SE VENEDIG OG DØ får Repremiere i Magasinet den 26. og 27. september 2025. I foråret 2024 var hyldestkoncerten på turné i hele landet, og det blev en megasucces. Overalt var der fyldte huse, og pressen skrev bl.a.; "Se Venedig og dø skabte regulær festivalstemning i aftes -og Publikum blev nærmest blæst ud i februar regnen, optændte med en stor oplevelse i bagagen!"
Hvad skete der dengang i 70'erne
SE VENEDIG OG DØ er den musikalske hyldest til den danske musikbranche i 1970'erne og indeholder en lang række af de største og mest elskede danske 70'er hits fra både Gasolin, Shu-bi-dua, Sebastian, C.V. Jørgensen, Rugsted & Kreutzfeldt m.fl. Samt historierne om hvad der egentlig skete dengang i 70'erne, hvor alle disse hits blev indspillet. I slutningen af 70'erne er situationen i musikbranchen helt anderledes end i dag.
Branchen er præget af hård konkurrence om, at være det største band - om at være "rock kongen" af Danmark. Op i gennem 70'erne har Gasolin siddet sikkert på tronen, som Danmarks ubestridt største rockband. Men i 1978 slutter den epoke, da Gasolin beslutter at stoppe som band. Kronprinsen er Shu-bi-dua. Et band som er elsket af danskerne men hadet af medlemmerne af Gasolin. Shu-bi-dua står klar til at overtage tronen ligeså snart, at Gasolin er væk. Som et sidste træk forærer Gasolin et sikkert hit, "Se Venedig og dø" til Lone Kellermann. Måske i håbet om, at hun kan videreføre Gasolins succes, fremfor at Shu-bi-dua gør det?
På scenen vil de medvirkende sangere og musikere, bl.a. Jonas Rasmussen, Morten Bytofte, Anne Kraglund, Lucas Hoang og Anne Sofie Steen m.fl. give den fuld gas (!) i alle de kendte sange, så SE VENEDIG OG DØ bliver en forrygende og medrivende aften, som både vil berøre og begejstre, og uden tvivl vil skabe fællessang og eufori på Magasinet. Så glæd dig til efteråret 2025!