Har du tøj, der stadig er helt fint, men som er endt bagerst i skabet, fordi lynlåsen er gået i stykker? En defekt lynlås er ikke en grund til at kassere tøjet. På denne workshop lærer du at reparere i stedet for at smide ud.
Workshoppen giver dig en praktisk introduktion til at skifte lynlåse i tøj. Du arbejder med dit eget medbragte projekt og får hjælp og vejledning undervejs. Der er fokus på at give tøjet førstehjælp i fællesskab og på at gøre reparation til en naturlig del af det at have og bruge tøj.
Du behøver ikke have stor syerfaring for at deltage. Vi tager udgangspunkt i de konkrete udfordringer, der opstår, når man skal skifte en lynlås, og guider dig trin for trin gennem processen.
Det er vigtigt, at du på forhånd har købt en lynlås i den rigtige længde og med den rigtige funktion, for eksempel om den skal være delbar eller ikke delbar. Spørg gerne i stofbutikken, hvis du er i tvivl. Vi har et udvalg af lynlåse på værkstedet, men vi kan ikke garantere, at vi har netop den type eller længde, du mangler.
Medbring selv det tøj, du gerne vil have repareret, og som trænger til en ny lynlås.
Workshoppen varer 4 timer, så der er god tid til fordybelse og arbejde i dit eget tempo.
Prisen er inkl. kaffe og te.