Sy din egen rejsetaske / weekendtaske

tir. 30 jun. 2026 Kl. 16.00
Forsalg 485,-

Dette er en unik mulighed for at få syet en temmelig fed, solid og holdbar rejsetaske / weekendtaske. Tasken er ret stor og rummelig og kan bruges til lidt af hvert, for eksempel weekendture, sport, arbejde eller hverdag.

Workshoppen foregår over to aftener, så der er god tid til at komme hele vejen rundt om projektet.

Tirsdag d. 30/6 kl. 16?20
Onsdag d. 1/7 kl. 16?20

Vi stiller mønster til rådighed og guider jer hele vejen igennem processen. Det er en fordel, hvis du har syet en lille smule før. Og så kræver det tålmodighed og arbejdslyst over to aftener af fire timer. Der skal arbejdes :)

Materialer:

Du kan købe stof hos os. Kom gerne ind nogle dage eller uger før workshoppen og se, hvad vi har. Du er også velkommen til selv at medbringe stof. Stoffet skal være i en kraftig kvalitet, eventuelt vokset, hvis du ønsker, at tasken er mere regntæt.

Du skal bruge følgende mængde yderstof:
Ved en stofbredde på 110 cm: 200 cm
Ved en stofbredde på 140-150 cm i bredden: 170 cm
 

Du skal bruge følgende mængde forstof:
Forstof, vælg en tyndere kvalitet, det kan fint være noget lidt tyndere bomuldsstof eller lign.:

Ved stofbredde på 110-150 cm i bredden: 140 cm

Inkluderet i prisen er skindrester til taskens bund. Bunden består af mindre stykker skind, som sys sammen til et større stykke. Hvis du ønsker et bestemt skind eller én stor, sammenhængende skindbund, skal du selv medbringe dette.

Inkluderet er også lynlås, karabinhager, D-ringe, reguleringsspænde og tråd.

Vi arbejder alle i forskelligt tempo, og vi kan derfor ikke garantere, at alle når helt i mål under workshoppen. Til gengæld sender vi dig derfra med de sidste instruktioner. Skulle det knibe, er du meget velkommen efter sommerferien til at komme forbi og få hjælp til at sy tasken færdig.

Prisen er inkl. kaffe og te.

Vi glæder os til et par skønne aftener.