Torsdagskoncerterne er tilbage!
Denne aften kan du opleve The White Album og Krogen!
The White Album:
Efter 10 vellykkede koncerter i Tyskland tidligere i år og udgivelsen af det anmelderroste album Borders den 7. februar 2025, er The White Album tilbage på hjemmebane og klar til at tage publikum med på en rejse gennem både nye lydlandskaber og gamle favoritter. I løbet af foråret og sommeren spiller trioen, udover 10 koncerter rundt omkring på spillesteder i Danmark, også en særlig aften på Amfiscenen i Odense, hvor deres intime udtryk og stærke sangskrivning får lov at folde sig ud under åben himmel ? i hjembyens unikke rammer og med sommeren som bagtæppe.
Med deres karakteristiske trestemmige vokalharmonier, akustiske instrumentering og intime liveudtryk har The White Album markeret sig som et af Danmarks stærkeste livebands. De formår at skabe et nærvær, der rækker ud over scenekanten ? hvad enten det er i en mørk klub i Berlin eller under åben himmel i Odense.
Borders er bandets mest ambitiøse udgivelse til dato - en samling sange, hvor folk-rødderne flettes sammen med mere eksperimenterende produktion og tekstuniverser, der kredser om grænser, tilhørsforhold og transformation. Publikum kan forvente en koncert, hvor både inderlighed og stor lyd får plads.
Krogen:
Det kræver mod at spille country. Selvom genren er berømt og til tider berygtet for sin enkle og direkte tilgang til både musik og følelser, er det stadig et af musikkens mest farefulde farvande, fyldt med fastgroede fordomme og beskyldninger om om kopivare, kostumebal og kynisk kassetænkning.
'For at være ærlig, så er jeg pisseligeglad med fordommene og folk, der vil bestemme, hvad man må og ikke må som countrysanger,' siger Krogen, alias 34-årige Lasse Krog, mens han retter på hatten. 'Jeg spiller country, fordi jeg elsker country. For mig handler det om energi, om følelser, om at skabe noget, man både kan vælte rundt til og tude til. Country er kærlighed for mig. Det er her, jeg hører hjemme.'
Og man tror på Krogen. Fra første sekund af den nye single Elske den man får, en gedigen kæberasler drevet af et effektivt pophook. Enhver idiot kan tage en cowboyhat på, hyre en pedalsteel-guitarist og synge om bourbon, savn og ulykkelig kærlighed, men mangler du autenticiteten og troværdigheden, countrymusikkens to vigtigste valutaer, kan det være lige meget. Så bliver country bare noget, du leger. En musikalsk modedille.
'Jeg er ikke drevet af pengene, og jeg tænker ikke over, om det, jeg laver, passer ind i tiden og genren eller ej. Jeg gør det bare. Jeg bliver inspireret, det hele kører rundt oppe i hovedet på mig, og så sætter jeg mig ned og skriver mine sange,' siger Krogen.
Torsdagskoncerter præsenteres af Kulturmaskinen i samarbejde med Studenterhus Odense og Café Biografen med støtte fra Albani.